Helsinge Badmintons ungdom bød på high-fives, højt humør og holdånd

Så er sæsonens første ungdomsarrangement i Helsinge Badminton veloverstået. Der var rigtig stor opbakning til pizzaaften, og alle ungdomsholdene var flot repræsenteret.





Vores entusiastiske ungdomstrænere Selma, Emilie og Verner skabte en skøn stemning og præsenterede spillerne for en aften spækket med sjove og hårde øvelser.


Den stod bl.a. på træningsbingo, forhindringsbaneløb med udfordrende ketcher limbo, murmonster, SOS og mange andre sjove lege med et badmintontwist. Alle lege med fokus på sammenhold og teamwork.


Halvvejs gennem aftenen var der lækker aftensmad. Byens Pizza havde generøst doneret pizza til de sultne atleter.

Alle ungerne måtte igen tænke kreativt, da de skulle finde en sidemakker, de delte bogstaver i deres navn med. Det gav flere gode grin og lidt omplacering før pizzaerne kunne inhaleres.


Efter en velfortjent pause var der fornyet energi til at fortsætte programmet. Heldigvis var der også lidt lækkerier at forsyne sig med, da opbakkende forældre havde bagt kage i dagens anledning.


Der blev selvfølgelig kåret vindere, da alle øvelser var veloverstået, som blev belønnet med drikkedunke fra RSL.


Der var store smil og ømme stænger, da aftenen blev afsluttet med en udklapningscirkel efter fire timer i badmintonen- og sammenholdets ånd.


Det allermest positive ved aftenen var, at der kunne høres fælles kampråb, navne blev lært og husket, high-fives, god stemning og positiv opbakning blev flittigt delt ud på kryds og tværs af alder og hold.


Tak til de 20 skønne unger i alderen 8-16 år, der var med til at sætte den gode stemning.